
Bier!
Som søen og træerne hører til sådan et sted som vores, så hører bier også til, det er jo næsten utænkeligt at få tingene til at hænge sammen uden også at have bier, så efter et par år på gården har vi endelig også fået bier, vi har lavet et lille læskur til dem mellem vores frugthave og nålekrattet, så de er tæt på frugthaven, prydhaven og køkkenhaven men også står lidt i læ for den værste blæst.
Det burde være optimale forhold for bierne, da der både er en sø og nogle små vandhuller hvor de kan få vand og da der ikke bliver brugt sprøjtegift hos os, og så er der jo en del bærbuske, frugttræer, blomster og vilde planter hvor de kan hente honning og pollen fra.
Vi startede med en enkelt familie, for at se hvad vi lige synes om at have bier selv, jeg har tidligere været på biavlerkursus, så de basale ting om pleje og omgang med bierne skulle være på plads, men jeg har også meldt mig ind i den lokale biavlerforening hvor jeg kan få hjælp og vejledning, da der altid sker ting som man ikke lige havde forudset, og ud over at de bestøver vores planter ja så får vi jo også honning til vores husholdning, selvom at vi lader dem beholde en del af honningen, det er jo så også med i ideen om det at være selvforsynende.







