Køkkenhaven!

Køkkenhaven startede vi op som en traditionel køkkenhave men blev hurtigt klar over at det ikke var det rigtige for os, så den blev lavet lidt om - først blev den hegnet ind med vildthegn for at holde vildtet ude af grøntsagerne - godt nok er vi meget glade for vildtet omkring os men vi vil meget gerne have vores grøntsager for os selv, så der må hegn til. Bedene bliver bygget op som det der kaldes hügelbede, hvor vi starter med at lægge træ, så grene, så halm, dyregødning, kompost og så et lag jord, mellem hver lag bliver der tilføjet effektive mikroorganismer for at optimere planternes optagelse af næring fra bedene.

Når planterne er så store at de kan holde til at vi lægger jorddække omkring dem, kommer vi et lag hø/halm fra de bokse vores dyr går i omkring planterne, så vi dækker den bare jord, det hjælper med at holde på fugten, det beskytter jorden og det hæmmer uønsket plantevækst, jorddækket bliver naturligvis omdannet til humus, så der skal løbende opfølgning med jorddæknings materiale og om efteråret dækkes alle bedene helt for efterfølgende få tilsat kompost så bedene er klar til at blive beplantet og tilsået når foråret kommer.

Det virker helt vildt godt for os at dyrke på den måde.

En stor del af de grøntsager vi bruger i vores husholdning kommer fra køkkenhaven, såsom gulerødder, pastinakker, knoldselleri, persillerod, jordskokker, skorzonerrod, ærter, porre, stangbønner, snitbønner, hestebønner, kikærter, sojabønner, fennikel, rødbeder, persillerod, pastinakker, knoldselleri, squash, græskar, grønkål, hvidkål, rosenkål, savojkål, palmekål, rødkål, spidskål, majs, alm. Løg, både gule og røde, hvidløg, blegselleri, spinat, majroer, pak-choi, salater, radiser, dild og persille, ( ved godt at dild og persille er krydderurter men vi bruger så store mængder af dem at vi ikke har plads i krydderurtebedet til dem)

I køkkenhaven har vi også forskellige blomster som eks. Morgenfruer og solsikker, de er med til at tiltrække bier og andre bestøvende insekter, desuden er køkkenhaven omkranset af lathyrus planter som gror op af det omkransende hegn, det er med til at kamuflere hegnet og igen for at tiltrække insekter.

Det gør jo at vi har et væld af grøntsager både i sæsonen, men også til at gemme til vinteren, det er superskønt at kunne lave mad med ting vi selv har produceret, og så ved man jo hvordan det er dyrket så man ved der ikke er giftstoffer eller andet man bare ikke har lyst til at spise.